Efter en god nats søvn og morgenmad, forlod vi Chamonix i retning mod Sisteron.
Vi havde ingen planer, andet end køre nogen pæne steder. Bjergene sætter dog nogen begrænsninger, og vejene går oftest hvor det er nemmest at lave dem. Vores navigations app, Calimoto, er dog rigtig god til at finde omveje, så vi kom ud på nogen rigtig små veje. Det ville have været sjovere hvis ikke franskmændene netop havde lappet en lang strækning ved at fylde nogen løse småsten i vejenes mange huller. Da det samtidig var blevet regnvejr, blev det lidt anstrengende at køre på de små krøllede veje.

Vejen førte os nu mod Col de la Madeleine, et pas i 1993 meters højde. Det var et storslået landskab, og med tunge grå skyer, skulle man næsten tro vi var i Skotland.

På toppen var der naturligvis en parkeringsplads og et par restauranter. Her spiste vi lidt frokost og prøvede at finde et sted at sove.

Lige da vi var færdige med at spise blev alt indholdet i en meget fugtig sky, og vi trak indenfor for at få en kop kaffe.
Vi fandt endelig et sted at overnatte. Problemet er ikke antallet af hoteller, men at de fleste enten er helt lukket, eller i det mindste har lukket restauranten for sommeren.
Hotel Club Les Carrettes i Valloire er ingen undtagelse. Ejeren kom og lukkede os ind, og vi fik en kode til hoveddøren, og så daffede han af igen. Der var vist kun et andet par gæster på hele hotellet, og restauranten var naturligvis lukket.
Valloire et skisportssted, og var mere et ferie kompleks end en egentlig by – ret ucharmerende.
Vi fik dog noget mad på en restaurant – ikke noget at bruge spalteplads på, men folk var søde og imødekommende.



I morgen sigter vi efter Sisteron, hvor vi allerede har bestilt overnatning på Auberge De l’Abbaye i byen Cruis.
(15)