Det havde regnet hele natten, og vi vågnede op midt i skyerne, og det regnede kraftigt.
Det var dog holdt op da vi kørte ved otte tiden. Så vi besluttede regntøjet kunne blive i tasken – og skulle der komme noget, så ville vores tøj nok kunne holde noget vand ude.
Efter en times tid begyndte det at regne – først lidt, og så meget… Faktisk regnede det de næste to timer. Hele vejen over Pas de la Caliber.
Fra passet skal man gennem en tunnel, hvor der kun er plads til en bil i bredden, så der var lysregulering – motorcyklen lød dog godt i den smalle tunnel gennem bjergtoppen 😀
Efter det smukke, og barske, Caliber pas, gik turen videre sydpå. Jeg havde planlagt en fin rute med en fire-fem mindre pas, indtil vi ville komme ned i Provence.
Regnen var holdt op nu, og ned fra bjergene var der mange vandfald på grund af den megen regn. Det samlede sig i en flod, der brusende afsted mod bunden af dalene. Vandet var mudret af alt det materiale det tog med sig ned fra sin tur ned af bjergsiderne.
Hvad det betød fandt vi snart ud af, da vejen pludselig var spærret af mudret vand og sten, som vandet havde taget med sig. Vi vurderede vi godt kunne køre gennem, og det gik fint, selv om mine støvler, bukser og motorcykel blev dækket af muddervand.
Knap 5 kilometer efter vi havde krydset den første oversvømmelse ramte vi den næste. Her var vandet voldsommere, og der var mange store sten i vandet. Her vurderede vi det ikke var forsvarligt at køre gennem. Der holdt allerede en personbil og ventede – flere biler med firehjulstræk kørte dog forsigtigt gennem. Vi valgte at køre tilbage og finde en alternativ rute.
Vi var lidt trætte og sultne, så da vi nåede Col du Festre passet, valgte vi at få lidt frokost og en velfortjent pause.
Tide var løbet fra os på grund af den lukkede vej, så nu var det bare med at komme videre inden det næste store regnvejr ville nå frem.
Vi kunne godt se, og ikke mindst dufte, vi nu var nået frem til Provence. Alle der har været der kan sikkert huske duften af alle de krydderurter der gror vildt overalt. Lavendelmarkerne var høstet, men det var som om duften stadig var i luften.
Mens vi stoppede for at tage billedet ovenfor, ringede min ældste datter. Hun kunne fortælle, at mit barnebarn Ellie, sagde hun blev helt svimmel når hun så billeder af sin morfar. Så Gitte må hellere tage nogen flere fotos af mig 🥰
Vi nåede nu frem til vores hotel, Auberge de l’Abbaye, i byen Cruis. En lille perle i Provence.
Maden var god, desværre var der et meget højt støjniveau på grund af et selskab af lycra banditter (cykelgale ældre mænd). Vi valgte derfor at få kaffen udenfor i den lune aften. Det holdt så kun et kvarter, så kom den lovede regn, med torden – vi blev ret våde inden vi nåede indenfor med vores ting.
Så vi fortrak til vores værelse – vi havde alligevel en del tøj der skulle renses for mudder, og ikke mindst tørres.
Vi fik planlagt destinationen for i morgen, hvor vi skal til nationalparken “Parc naturel régional des Monts d’Ardèche”.
Godnat til alle der læser med
(23)