Sydpå gennem Caingorms

Min morgenmad var naturligvis grød (læs blogindlæg fra dagen før for forklaring), og lidt toast, bacon og æg.

Derefter op på vores trofaste ganger og ind i Caingorms nationalparken.

Sidste gang vi kom gennem Caingorms var en overskyet og regnfuld dag, meget passende til den barske natur. Denne gang var det høj sol, og 22 grader. Bjergene var grønne, da der tidligere var faldet meget regn. Så det var en helt anden oplevelse.

Gitte midt i Caingorms

Vi faldt lidt i snak med et par fra Edinburgh, som kørte i en gammel VW autocamper. De var oppe for at få lidt kølighed og vandre lidt i bjergene – skotter er bare ikke vant til varme, og 25 grader er åbenbart ulideligt for dem.

Der var forbavsende lidt trafik, men det skyldtes nok at der var store advarsler om at vejen gennem Caingorms var lukket på grund af vejarbejde – det var dog kun om natten de lukkede vejen. Det er ret typisk for England at de skilter umanerligt dårligt ved vejarbejde.

Så vi kørte frisk til på de dejlige tomme veje indtil vi nærmede os vores hotel for natten.

Efter Caingorms ville Gitte gerne lige se om vi kunne komme forbi Ewan McGregors (Obi-Wan Kenobi fra Star Wars) skotske herresæde. Han er åbenbart lidt lækker eller noget 😊

Der var dog ikke meget at se, da hele området er lukket. Vi fik dog et glimt af det fra vejen.

Derefter gik turen til et vandfald. Det var kun tilgængeligt af en ekstra smal vej, hvor det var meget svært at passere modkørende. Heldigvis var der ikke mange af dem, og gevinsten var et fint vandfald.

Jeg prøver at kom tæt på vandfaldet Falls of the Braan
Det er ret dramatisk med vand der falder ned et klippehule, hvor man ikke kan se bunden.

Derefter var der kun lige 16 km til vores overnatning, The Inn on the Tay. Tay er navnet på floden der løber lige forbi.

En velfortjent øl nydes ved floden Tay

Efter en lille lur varmede vi op til aftensmaden i baren.

Fancy bar, inklusiv en sovende gæst

Maden blev indtaget med udsigt til floden…

Mere end rigeligt med mad

Oven på den omgang var det tid til at krybe til køjs.

Godnat 😴