Efter en meget varm nat på The Royal Oak, hvor vi ikke fik sovet så godt, kørte vi mod Skotland.
Vores planlægning hjemmefra bestod i at komme nordpå så hurtigt som muligt, og vi havde derfor booket et hotel i Moffat. Det var en lidt mere anstrengende tur end vi egentlig havde lyst til – og vi kunne have bidt den over i to dele. Problemet var en hedebølge ville ramme den nederste halvdel af England, og den ville vi gerne undgå.
Så det blev en lang kedelig tur indtil vi nåede hotellet, men vores plan om at undslippe hedebølgen virkede – i Skotland lover vejrudsigten temperaturer mellem 19 og 22 grader, og overvejende tørt (tror altid det regner et sted i Skotland). Vores hotel, The Buccleuch Arms Hotel, er målrettet motorcyklister, og tilbyder bl.a. aflåst parkering, og gæsterne har en klar overvægt af ældre mænd på tur med en ven eller to, eller par som os selv. Indehaverne kører selv motorcykel, og delte villigt ud af deres viden om gode ruter.


Vi fik snakket en del om motorcykler og rejser med de andre gæster, vældig hyggeligt.
Vi kasserede vores planlagte rute i Skotland efter en snak med hotelværten, og fra i morgen er det kun smukke landskaber og gode veje uden trafik. Planen er, at næste gang vi kører motorvej er når vi forlader England om et par ugers tid – det bliver så dejligt.
Godnat fra Moffat – min autokorrektur vil rigtig gerne rette Moffat til Morfar, og så kom jeg til at tænke på Ellie og Max 🥰