Fort William til Lockerbie

Dagens tur var planlagt grundigt og bestod af mit krav om, at komme gennem Glencoe, lagt sammen med noget af en rute Gitte havde fundet med det maleriske navn The Dickie Bow.

Glencoe dalen er det vildeste vi nogensinde har set. Samtidig er vejen gennem dalen en af de bedste motorcykel veje – store bløde, og hurtige sving, snor sig gennem den kolossale 25 kilometer lange dal.

Ingen billeder retfærdiggør det majestætiske landskab.

Da vi nærmede os slutningen af dalen, drejede vi fra og tog en single track vej mellem de høje bjerge, og fulgte en lækker lille flod.

Det er smukt, men single track roads er ikke for tøsedrenge…

Efter den lille “genvej” satte vi kursen mod Oban, og en tur ned langs vestkysten. Derefter lidt rundt om Loch Lomond.

Hver gang nogen nævner Loch Lomond, så tænker jeg på kaptajn Haddock fra Tintin 😀

The Dickie Bow bød på nogen fantastiske veje, og igen nogen flotte landskaber og gode kik til havet. Frokosten blev indtaget i et Tearoom på vejen.

Arrochar Tearoom

Derefter tog vi 100 km motorvej syd på til Lockerbie, hvor vi indlogerede os på Somerton House Hotel. Et meget lokalt sted, med masser af lokal kolorit og en snakkesalig bartender med en næsten uforståelig dialekt. Der var gang i den, for fredag kommer alle de lokale for at spise, drikke og hygge.

Somerton House Hotel i Lockerbie

I morgen sætter vi kurs mod Lake District, og forlader dermed Skotland.

(25)